Cookies

Surt liganederlag i Odense

12/16/2015 8:37 AM |  Solrød Strand Badmintonklub |  Jesper Melgaard
Øv!
Så kort kan resultatet af ligaholdets udekamp mod Odense OBK egentlig beskrives. For der var igen tale om en kamp, som blev afgjort på de helt små detaljer, der desværre igen ikke var SSB'erne nådige.

Det startede ellers forrygende med en stensikker sejr til Mia Blichfeldt i DS, hvor hun kørte hurtigt hen over hjemmeholdets Henriette Jensen med cifrene 21-11 og 21-6.

I 2. HS kom Jacob Nilsson også fint fra start og tog første sæt med 21-14. Desværre lykkedes det ikke at holde fast i de to næste sæt mod Steffen Rasmussen, som endte med at snuppe dem med to gange 15-21. 1-1 i holdkampen.

Blandede double-bolcher

I herredoublen var der til gengæld ingen tvivl om resultatet, da SSB-duoen Alexander S. Bond og Filip Myhren slog hjemmebanehåbene, Patrick Bjerregaard og Michael Them, med de overbevisende cifre 21-15 og 21-9.
Til gengæld gik damedoublen næsten lige så sikkert til hjemmeholdet, da Amanda Madsen og Joan Christiansen måtte strække våben mod Odense-spillerne Camilla Martens og Maike Fruergaard Sørensen med 12-21 og 14-21.

Mixen missede

I mixed doublen skulle Niclas Nøhr og Lena Grebak forsøge at tage kampen op mod hjemmeholdets Frederik Søgaard og Sara Thygensen, som dog viste sig at være skarpest på de afgørende bolde og snuppede sejren med 19-21 og 20-22.

Dermed var det op til Rasmus Fladberg at sikre SSB et golden set, da han tørnede sammen med Odenses stærke førstesingle, Raul Must. Det blev en kamp, hvor Fladberg flere gange så ud til at være nede i sækken, men hvor det lykkedes ham på forunderlig vis at kæmpe sig tilbage og vinde dramaet med 21-15, 8-21 og 22-20.

Sur slutning

Dermed skulle holdkampen afgørens i et golden set. En disciplin, SSB ikke har haft de allerbedste erfaringer med de senere sæsoner. Det blev atter Niclas Nøhr og Lena Grebak, der skulle forsøge at revanchere sig mod Frederik Søgaard og Sara Thygensen.

Og selv om det flere gange så ud til, at SSB'erne havde fat i sættet, så endte det som en gentagelse af parrenes første duel med en sejr til Odense-parret på 20-22.

Slutfacit blev derfor en 3-4-nederlag efter en af den slags kampe, hvor SSB'erne havde ganske godt fat og rent faktisk vandt flere bolde end modstanderne (271 mod 260) men alligevel endte med at trække det korteste strå.

Der er dermed lagt op til endnu et drama, når SSB i næste ligakamp tager imod Højbjerg i Solrød Idrætshaller. Kampen spilles tirsdag den 5. januar kl. 19.00 og bliver en duel mellem to hold, der ligger med kun to points afstand i tabellen - med Højbjerg på 5. pladsen og SSB som nummer 7 (i øvrigt med Odense et point efter lige under stregen).





 
Eksempler: Allskin.dk - Hudpleje og parfurmer | ConCor - IT-konsulenter



Delete item?