I nærværende referat bliver der lukket op for skattekisten. Nedenstående er et unikt indblik i de ret så vilde tilstande, der hersker ved 5. holdets holdkampe.

I sædvanlig autistisk stil startede holdet med en solid brunch inden selve holdkampen mod Herlev Hjorten. Malthe Thyregod og familie diskede op med et fantastisk silde tema. Det var som en uventet gave, som rørte alles hjerter dybt! Faktisk var det en så eksotisk oplevelse, at Malthe Thyregod i ren begejstring midt under seancen rejste sig op og råbte højlydt: ”Jeg samler på den slags øjeblikke”.

Alle mændene på holdet var enige. Oplevelsen var ren foræring og efterfølgende begyndte alle at græde af glæde. Jeg ved godt, at der nogle der synes, at det underligt og skamfuldt at mænd græder. Men det gør mænd, og hvorfor skulle man ikke være stolt af det? Det viser bare, at man er et følsomt og påvirkeligt menneske. Det viser, at livet gør indtryk på en.

Well, forestil dig lige situationen; alle mændene sad og tudbrølede. Jakob From, Jesper Mikkelsen, Markus Bech etc. Det var et enestående øjeblik. Det blev dog ødelagt ret så brat, da Herlevs holdleder ringede og spurgte: ”Hvor fanden bliver I af?”, hvortil holdleder Jens Farlig svarede: ”Slap dog af – vi sidder lige og græder!”.

Som jorden smelter sammen med himlen, smeltede vores brunch sammen med begivenhederne i hallen. På det personlige plan oplevede jeg egentlig processen som ganske behagelig, selvom nogle omvæltninger godt kan fremstå som forstyrrende elementer. Jeg var dog parat til at opleve den dag.

Hele holdet var klar til at tage badminton spillet til en ny sværhedsgrad og knække en flok plastic gangstere fra Herlev Hjorten. Tingene tog en uventet drejning i hallen. Midt under opvarmningen, som foregik i fællesskab plastic gangsterne, begyndte folk pludselig at sætte sig ned over for hinanden. Øjne søgte øjne. Øjne fandt øjne. Sikke et øjeblik. Nogle fandt tryghed, andre fandt uskyldige flirts. Det var som om man forsvandt i dybet.

Folk sad helt stille og kiggede på hinanden i et par timer indtil Malthe Thyregod rejste sig op og råbte højlydt: ”Jeg samler på den slags øjeblikke”.

Oven på den oplevelse var Herlev spillerne ikke sig selv, og det havde vi fuld forståelse for. Nogle gange er det rejsen i sig selv, som man skal tillægge betydning, og ikke selve målet. Derfor blev vi enige om at droppe holdkampen og give Herlev en skrivebords sejr på 10-3.

Jeg glæder mig allerede til næste holdkamp med 5. holdet, for ligesom Malthe Thyregod og de andre på holdet samler jeg på den slags øjeblikke!