Cookies
Ren lykke efter sejren over OBK.

Vigtig ligasejr trods skade

11/27/2014 10:25 PM |  Solrød Strand Badmintonklub |  Jesper Melgaard
Der var igen lagt op til et fortættet drama, da Solrød torsdag aften tog imod Odense OBK, som inden kampen lå lige over Solrød i tabellen. Og sådan blev det også.

Til at begynde med lignede det ellers en rimelig uproblematisk aften for SSB, da Mia Blichfeldt fortsatte den sikre ligastil med en ubesværet tresætssejr over Camilla Martens. 

På banen ved siden af, var der mere kamp om boldene. Her var Theodor Johansen og Theis Christiansen på papiret oppe mod overmagten i form af gæsternes stærke duo, Jonas Rasmussen og Mathias Boe. Det lykkedes dog SSB’erne at presse favoritterne til kanten, inden det i femte og afgørende sæt alligevel blev til en 11-6-sejr til Odense-parret.

1-1 efter første kamprunde.

Skade til Fladberg

Det var nu tid til herresinglerne, som på forhånd så ganske tætte ud. Rasmus Fladberg var i anden herresingle oppe mod Raul Must og kom fornuftigt fra land med 1-1 i sæt. I tredje og især fjerde sæt blev det dog stadig mere tydeligt, at Fladberg var hæmmet af en skade, og han måtte, nede med 1-2 i sæt og 0-5 i fjerde trække sig med lårproblemer.

Problemer havde Emil Holst også på banen ved siden af, hvor han tabte de to første sæt til Steffen Rasmussen – trods tre sætbolde i andet. I tredje sæt kom hjemmebanehåbet også hurtigt langt bagud, inden det på mystisk vis lykkedes at vende strømmen af point. I fjerde sæt var han nede med en matchbold, inden det lykkedes at fremtvinge et femte og afgørende. Her var det pludselig Emil Holst, der var oven på, mens Steffen Rasmussen begyndte at lave fejl på stribe. Dermed blev det til en femsætssejr til Holst med 11-6 i afgørende.

2-2 i holdkampen.

Damerne viste formatet

Imens var damedoublen med Sandra-Maria Jensen og Amanda Madsen også ude i noget af en sejtrækker mod Celine Juel og Maiken Fruergaard Sørensen. En kamp, hvor OBK’erne nok måtte påtage sig en beskeden favoritrolle. Det valgte hjemmeholdets spillere dog at blæse højt og flot på takket været en solid kombination af godt spil og gejst, der sikrede dem en sejr i fire sæt og en føring til SSB i holdkampen på 3-2.

Det var nu op til mixed doublen at bestemme, om det skulle blive til alle tre point til SSB, eller om holdene skulle ud i golden set.

Kampen stod mellem hjemmeholdets Niclas Nøhr og Lena Grebak og OBK’erne Søren Gravholt og Sara Thygesen. SSB’erne kom bedst fra start og snuppede første sæt med 11-6. I andet kom der mere grus i maskineriet, og gæsterne tog det med 8-11. I tredje fik Nøhr og Grebak atter fat og vandt tæt med 13-11. Derefter vendte kampen dog igen, 7-11, og de to par måtte ud i aftenens tredje femsætter. Her fik solrødderne opbygget en solid føring, som det lykkedes at holde hele vejen hjem, 11-8 og endnu en vigtig 4-2-sejr til SSB, som dermed overhaler OBK i tabellen og rykker op på siden af Greve på fjerdepladsen.

Et vigtigt signal

Samtidig var kampen ifølge træner Jakob Poulsen et vigtigt signal om holdets nuværende styrke. Også selv om opgøret blev præcis så tæt som forventet.

- Den forrige holdkamp mod AB troede jeg, var noget af det tætteste, men det var endnu ”værre” i dag. På den anden side er det næsten altid sådan mod Odense. På et tidspunkt, hvor både Emil var lidt nede, og damedoublen så ud til at være gået i stå, lignede det et nederlag, og så et kvarter senere er det hele vendt, sagde han og uddybede:

- Igen må vi sige, at de små marginaler, vi manglede i starten af sæsonen, i den grad har været på vores side de seneste kampe. Men samtidig må vi have sendt et signal til topholdene om, at vi altså ikke vil være sjove at møde, nu hvor vi som trup har en helt anden og bedre form end i de første kampe.

Næste kamp for SSB bliver den 8. december på udebane mod Gentofte, hvorefter Greve kommer på besøg i Solrød Idrætscenter til lokalbrag i grundspillets sidste kamp den 11. december kl. 19.00.

Kampresultater – SSB mod Odense OBK

DS:
Mia Blichfeldt mod Camilla Martens
11-5, 11-8, 11-5

HD:
Theodor Johansen og Theis Christiansen mod Jonas Rasmussen og Mathias Boe
12-10, 9-11, 10-12, 13-11, 6-11

2. HS:
Rasmus Fladberg mod Raus Must
7-11, 11-9, 7-11, 0-5

1. HS:
Emil Holst mod Steffen Rasmussen
7-11, 13-15, 11-9, 13-11, 11-6

DD:
Sandra-Maria Jensen og Amanda Madsen mod Celine Juel og Maiken Fruergaard Sørensen
11-9, 9-11, 11-8, 11-5

MD:
Niclas Nøhr og Lena Grebak mod Søren Gravholt og Sara Thygesen
11-6, 8-11, 13-11, 7-11, 11-8






 
Eksempler: Allskin.dk - Hudpleje og parfurmer | ConCor - IT-konsulenter



Delete item?