Cookies
Herredoublen sikrede SSB-sejren.

Sådan! Sæsonens første ligasejr efter nyt drama

9/29/2014 10:07 PM |  Solrød Strand Badmintonklub |  Jesper Melgaard

Der måtte atter golden set til, før det var lykkedes at besejre Vendsyssel

Et par hundrede tilskuere var mødt op mandag aften i Solrød Idrætscenter for at følge SSB’ernes jagt på sæsonens første ligasejr i duellen mod Vendsyssel. De skulle dog komme til at opleve et Solrød-hold, der kom skidt fra start.

I mixed doublen var Theodor Johansen og Amanda Madsen oppe mod to af Vendsyssels mange udlændinge, Zvonimir Durkinjak og Stasa Poznanovice. Gæsterne var ovenpå hele kampen og sikrede sig en sikker sejr i tre sæt, efter en kamp, hvor det aldrig rigtig lykkedes for hjemmeduoen at få fat.

Så var det anderledes tæt på nabobanen, hvor SSB-parret, Theis Christiansen og Niclas Nøhr var oppe mod Martin Kragh og Zvonimir Hölbing. Her måtte man helt ud i fem sæt, en disciplin SSB har haft det ualmindelig svært ved i sæsonens to første kampe. Denne gang var der dog ingen slinger i valsen, og det afgørende sæt blev vundet med 11-6.

1-1 i holdkampen.


Ny damedouble

Derefter var det tid til damedoublen. Her havde Solrød blandet kortene med en konstellation, der bestod af Lena Grebak og den normale damesingle Sandra-Maria Jensen. De mødte Paula Lynn Obanana og Eva Lee.

Og der skal nok lidt flere kampe til, før sammenspillet kommer til at fungere optimalt for Solrød-parret, der, trods god fight, måtte indkassere en nederlag i fire sæt.

Solrøds damesingle var i aftenens kamp overladt til den regerende danmarksmester, U19-spiller og hjemmebanedebutant, Mia Blichfeldt, som var oppe mod Katarina Galenic.

Det blev en fremragende debut for Mia, der sikrede sig en overbevisende sejr i tre sæt med de knusende cifre 11-5, 11-4 og 11-3.

2-2 i kampe.

 

Herresingler delte i porten

Det var nu op til herresinglerne at afgøre slaget. Først på gulvet var Rasmus Fladberg, som mødte Peter Mikkelsen. Fladberg har været et af Solrøds mest driftsikre kort hidtil denne sæson, men mod Peter Mikkelsen havde han svært ved at få spillet til at køre og måtte indkassere et nederlag i fire sæt.

I mellemtiden havde Emil Holst gjort sig hurtigt færdig i sin single mod Ville Joonas Lång, som blev besejret med 3-0 i sæt.

Dermed måtte Solrød for anden kamp i træk ud i golden set for at få afgjort opgøret.

 

Herredouble i aktion igen

Efter de to trænere havde valgt kategorier fra, var der herredoublen tilbage. Den kom til at stå mellem Solrøds Emil Holst og Niclas Nøhr og Vendsyssels Martin Kragh og Zvonimir Durkinjak.

Og i modsætning til sidste rundes opgør mod Værløse var det denne gang Solrød, som snuppede sejren med 11-9 – trods tre missede matchbolde.

Det var da også en naturligt tilfreds Solrød-træner, Jakob Poulsen, som kunne gøre status efter kampen:

”På forhånd havde jeg nok håbet på 4-2 men regnet med golden set, og så vidste jeg, at vi formentlig skulle afgøre det i enten herresingle eller herredouble, alt efter hvordan det var gået i kampene,” sagde han.

Jakob Poulsen havde også roser til Emil Holst, som gik mere eller mindre direkte fra sin single og ind i herredoublen:

”Jeg ved ikke, hvornår han sidst har været i en herredouble, og så går han ind og spiller en double på højt niveau uden at lave en eneste fejl hele vejen til 11. Det er fedt at se.”

 

Næste kamp for SSB bliver tirsdag den 7. oktober, hvor turen går til Skovshoved. Derefter venter Højbjerg på udebane den 3. november.

Næste kamp hjemme i Solrød Idrætscenter er først torsdag den 6. november kl. 19.00, når Aarhus AB kommer på besøg.

 

Kampresultater:

Mix

Theodor Johansen og Amanda Madsen

Zvonimir Durkinjak og Stasa Poznanovic

8-11,  9-11, 6-11

 

HD

Theis Christiansen og Niclas Nøhr

Martin Kragh og Zvonimir Hölbing

9-11, 14-12, 8-11, 11-6, 11-6

 

DD

Lena Grebak og Sandra-Maria Jensen

Paula Lynn Obanana og Eva Lee

10-12, 11-8, 7-11, 7-11

 

DS

Mia Blichfeldt

Katarina Galenic

11-5, 11-4, 11-3

 

2. HS

Rasmus Fladberg

Peter Mikkelsen

11-8, 8-11, 9-11, 9-11

 

1.  HS

Emil Holst

Ville Joonas Lång

11-5, 11-5, 11-8

 

Golden set – HD

Niclas Nøhr og Emil Holst

Martin Kragh og Zvonimir Durkinjak

11-9







 
Eksempler: Allskin.dk - Hudpleje og parfurmer | ConCor - IT-konsulenter



Delete item?