Den europæiske tour rundt i Europa er lang og man når hurtigt at få set til en del lufthavne i løbet af en sæson. Sidste uge var touren nået til Finland alias Finnish Open 2014. Danmark var her re-præsenteret af en hel del spillere og Solrød af Emil Holst, Sandra-Maria Jensen, Rasmus Fladberg, Filip Myhrén, Jacob Nilsson (der begge jo dog havde Sweden stående på ryggen) og undertegnede.

Jeg selv rejste til Finland med blandede følelser, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg kan personligt godt lide turneringen, blandt andet fordi jeg sidste år spillede rigtig godt og gik i to finaler, hvoraf jeg vandt den ene i mix. Det var Anders (Skaarup) og min første sejr sammen, og den blev start-skuddet til en fantastisk periode med hele 4 turneringssejre i 2013. Jeg rejste altså til Finland for at forsvare min titel i mix sammen med Anders, en helt anden slags pres end hvad man måske er vant til, og noget der faktisk aldrig var blevet gjort før til Finnish Open. På den anden side havde spillet ikke rigtig hængt sammen for Anders og jeg i en længere periode, så der var også en del usikkerhed i hvor vores niveau lå henne.

Da jeg torsdag aften ankommer til hotellet finder jeg hurtigt ud af at der tilsyneladende også af-holdes EM i brydning i nærheden – hotellet var nemlig overfyldt med kæmpestore (og faktisk lidt skræmmende) østeuropæere. Så hotellet var en smule crowded, og det blev jo ikke ligefrem bedre af de store og ret så brede mennesker, der også rendte rundt - de fylder altså lige lidt mere.

Som 1. seeded er det forventet at de første par kampe egentlig bare skal betragtes som en slags opvarmning og finde-ind-i-hallen-kampe. Det kommer selvfølgelig også an på hvem man møder i de første runder, men for Anders og jeg var vores modstandere tilpas dårlige, til at vi netop kunne tage den med ro og prøve forskellige ting af, som vi var klar over skulle tages i brug senere i turne-ringen, mod stærkere og sværere modstandere. Så de første to kampe hhv. fredag formiddag og sen eftermiddag, er ikke noget at skrive hjem om.

Til gengæld fik vi nok at se til i kvarten lørdag formiddag. Her havde tidligere topspiller Anastasia Russkikh gjort comeback på touren, og det var hende vi stod overfor. Selvom det er en del år siden hun stoppede på topplan, så ved hun så absolut hvad der skal til for at vinde kampe og spille godt, og hun lagde et gevaldigt pres på os. Vi taber 1. sæt klart, men får vendt momentum og vinder 2. sæt lige så overbevisende. I tredje sæt spiller de en tand bedre end os, og vi er bagud med 11-16 da jeg får skudt en bold i øjet af den russiske herre. Dét skulle vise sig at blive vendepunktet for sættet, for derefter vinder Anders og jeg 10 af de næste 11 point, og vinder med 21-17. (Man må jo gøre hvad der skal til for at vinde kampe, og hvis det inkluderer at blive skudt ned – ja så må det jo være sådan). Det var den første kamp af betydning og tæthed vi havde vundet i lang tid – hvilket var en rigtig rar fornemmelse.

I semifinalen har vi hentet tilpas meget selvtillid fra sejren i kvarten, og vinder sikkert over ’the Maggies’ fra Irland, med godt spil. Vi var dermed i finalen endnu en gang, det samme var Emil der indtil videre havde spillet en rigtig flot turnering ved at spille godt og selvsikkert, og hvor han byg-gede videre på den fantastiske indsats han gjorde i braget mod TSS. I hans finale var der aldrig spænding om udfaldet, Emil smadrede sin modstander baglæns ud af hallen og vinder meget me-get fortjent turneringen. En stærk sejr i en forholdsvist stærk HS-turnering.

Min egen finale var en lidt rodet affære. I 1. og 2. sæt er Anders og jeg i fuldstændig kontrol indtil vi har en føring på hhv. 20-16 og 20-15. Derefter går der faktisk lidt gummi-arm i det, samtidig med at Amanda Högström (fra Sverige) spiller nogle utroligt gode point. Forskellen mellem de to sæt, er at vi taber 1. sæt, men på utrolig heldig vis vinder 2. sæt 21-19. I 3. sæt er der dog ingen slinger i valsen og vi vinder sikkert 21-13 og har dermed forsvaret vores titel. En forløsning og glæ-de over endelig at få noget succes igen, efter en ret hård periode.

Turneringen i Finland var faktisk desværre en slags sæsonafslutning for mit vedkomne i individuelt regi. Sæsonen blev en del anderledes end planlagt og håbet, grundet min makker Maria Helsbøls skade, men som man siger: ’life’s unpredictable’.

Nu har jeg Über Cup (VM for damehold) i Indien at se frem til i maj – en ting jeg glæder mig helt vildt til, og hvor vi skal se om vi kan køre videre på den bølge vi startede nede i Basel til EM for damehold, som vi jo bekendt vandt.

OG! Så ses vi jo til Bronzekampen d. 16. april kl. 19 i Greve!

Let’s go!

Solrød Tsunami! Lena Grebak